Bifrostskolen er en kombineret special- og dagbehandlingsskole. Elever der er visiteret til Bifrostskole har et specialpædagogisk behov, der går udover hvad der kan tilbydes på en almen folkeskole. Eleverne er børn og unge i sårbare livssituationer, der for øjeblikket ikke er i stand til at indgå i det lokale fællesskab på en folkeskole. Målet er at eleverne ligesom andre børn og unge skal blive så dygtige og trives så godt som de kan. Det er skolens centrale opgave at arbejde henimod, at uanset behov og forudsætninger, at forberede mulighederne for at eleverne kan indgå i et mindre indgribende tilbud, med henblik på at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.
Når man starter på Bifrostskolen tilrettelægges et udviklingsforløb på baggrund af en individuel udviklingsplan. Udviklingsplanen har grundlag i behov, ressourcer og fagligt niveau. Undervisning og behandling foregår i en struktureret hverdag i forudsigelige rammer, der skaber de bedste forudsætninger for den enkelte elev.
På Bifrostskolen arbejder vi ud fra at børn og unge trives og udvikler sig bedst i trygge relationer, hvor de anerkendes og bekræftes, som den de er. Vi arbejder ud fra den forståelse, at børn og unge der kan opføre sig ordentligt, gør det.
Med udgangspunkt i vores fagligheder og vores viden om barnets livsvilkår, er vi i stand til at se bag om den enkeltes handlinger og danne hypoteser om, hvad der kan være på spil i situationen.
Vi arbejder med et fagligt perspektiv, der sætter fokus på nervesystemets funktion i samspillet mellem mennesker. Ud fra denne viden bruger vi vores eget nervesystem i elevernes udviklingsproces, så eleverne kan læne sig tillidsfuldt ind i andres nervesystem for at blive beroliget. Dette gør vi for at kunne øve elevernes evne til selv at regulere deres nervesystemer og deres mulighed for at indgå i relevante interaktioner. Vi forholder os til elevernes umiddelbare handlinger samtidig med, at vi lære dem andre handlestrategier til gavn for deres udvikling.
Det udvidede skole/hjemsamarbejde sker med mulighed for en helhedsorienteret indsats med fokus på at støtte det nære netværk omkring eleven.
Bifrostskolen arbejder ud fra følgende forståelse:
Vi ser at hver enkelt elev er unik med en særlig historik, særlige forudsætninger og egne måder at indgå i samspil med omgivelserne på.
Hvert menneske er et socialt væsen der udvikler sig i gode relationer.
Vi ser folkeskolen som et særligt fællesskab, hvor alle har ret til at deltage på egne vilkår.
Alle børn har ret til størst mulig selvbestemmelse over eget liv.
Alle elever har ret til at udvikle sig og lære så meget som de kan. Dette giver på langt sigt det bedste voksenliv, og på kort sigt det bedste børne- og ungeliv.
| Trivsel | Dannelse | Læring |
For personale | vi er tydelige og nærværende voksne vi lytter og støtter vi arbejder med og støtter trivslen i klassen vi tror på fællesskabet | vi giver rum til forskellighed vi præsenterer eleverne for verden og giver dem mulighed for at have en holdning | vi er fagligt dygtige vi opsøger relevant viden i vores fag vi laver varieret undervisning vi har høje ambitioner vi har ansvar for læringsmiljøet |
For elever | alle skal have mulighed for et venskab vi tør sige vores mening vi har et medansvar for trivslen i klassen | vi accepterer hinandens forskelligheder vi siger “hej og farvel” til hinanden vi taler pænt til hinanden vi behandler andre som vi gerne selv vil behandles | vi vil lære noget vi er forberedte vi er nysgerrige vi har et medansvar for læringsmiljøet |
For forældre | vi bakker op om klassens fællesskab vi sørger for, at vores barn har madpakken som er tilpasser skoledagen Vi engagerer os i samarbejdet med skolen og personalet | Vi respekterer og accepterer hinandens forskelligheder | vi støtter vores børns læring |