Et godt skolemiljø for alle er en forudsætning for, at alle kan udvikle sig fagligt og menneskeligt, og at folkeskolens formål kan føres ud i livet.
Formålet med ordensregler er således at skabe de bedste rammer for elevernes trivsel og læring og for elevernes og de ansattes undervisnings - og arbejdsmiljø.
Ordensreglerne er med til at skabe forudsætningerne for et godt arbejdsmiljø både i de enkelte klasser og på skolen som helhed, og bør i høj grad bygge på gensidig respekt og tillid samt fælles ansvar, hvilket skal medvirke til at skabe størst mulig tryghed for alle.
Overordnet regel:
Elever skal følge de anvisninger der gives af personalet, lade den sunde fornuft råde og behandle andre, som man selv gerne vil behandles.
8 grundregler
Samværet og samarbejdet imellem elever og lærere/pædagoger foregår i en atmosfære af tillid og ordenlighed.
Alle møder til tiden og deltager aktivt i undervisningen, samt at man medbringer en madpakke, som er tilpasset skoledagens længde.
Alle behandler hinanden ordentlig og med gensidig respekt samt giver plads til forskellighed. Skolen accepterer ikke mobning. Skolen arbejder bevidst på at fremme elevernes trivsel og undgå at mobning opstår samt griber hurtigt ind, hvis mobning opstår.
Alle har frihed til selv at bestemme deres påklædning (herunder hovedbeklædning), så længe den ikke hindrer eller forstyrrer kommunikationen.
Alle behandler skolens, personalets og elevernes ejendele samt skolens bygninger og inventar ordentligt, og i tilfælde af skader kan der blive tale om et erstatningsansvar. Alle rydder op og lægger på plads efter sig selv. Vi ønsker at klasserne er et rart sted at være og at både eleverne og de voksne kan få indflydelse på omgivelserne.
I skoletiden er alle på skolens område, og må ikke forlade dette uden en medarbejders tilladelse.
I frikvartererne laves aftaler med medarbejderne om hvad tiden skal bruget til, og når pausen er overstået skal eleverne finde på plads i klassen.
Umiddelbart efter skoletid skal eleverne forlade skolen med mindre andet er aftalt, og besøg på skolen (fx af tidligere elever, venner, gæstelærere mm) kræver en aftale med en lærer eller kontoret.
Skolen har desuden tydeliggjorte regler for følgende 6 områder:
Trafik
Rygning
Brugen af mobiltelefoner, farligt legetøj og skolens udstyr (pc, av mm)
Mobning
Fællesarealer og regler for disse
Ansvar og forsikring
SÆRREGLER for diverse områder:
Trafikregler
Der må ikke cykles i skolegården eller på de udendørs gangarealer. Anvendes der rulleskøjter til og fra skole, skiftes der fodtøj umiddelbart efter ankomst til skolens indgang.
Det er tilladt at bruge rulleskøjter, løbehjul eller skateboard i frikvartererne efter aftale med en voksen.
Løbehjul/el-løbehjul: Må ikke benyttes indendørs.
Regler for rygning (ny lovgivning aug. 2012)
I alle skolens bygninger er der totalt rygeforbud. Ligeledes er der rygeforbud på alle skolens udeområder og tilstødende områder, der er synligt fra skolen. Rygeforbuddet gælder alle både elever, ansatte og forældre.
Brugen af mobiltelefoner, skolens udstyr og farligt udstyr
Mobiltelefon:
Mobiltelefoner må som udgangspunkt ikke anvendes i undervisningstiden.
Al fotografering på skolens område er forbudt, med mindre det er en del af undervisningen.
Telefonerne skal være afbrudt, når der er undervisning, med mindre de anvendes i undervisning, fx som kalender, regnemaskine eller lektiebog.
Skolen lægger vægt på, at der er en ansvarlig telefonkultur. De skal således ikke bruges til at true/ mobbe/ chikanere andre eller til at tilkalde forældre i konfliktsituationer.
0.- 6. klasse må som udgangspunkt ikke bruge mobiltelefoner i skoletiden.
Computere:
Computerne må kun bruges af eleverne, når det er en del af undervisningen eller det sker efter aftale med en medarbejder.
I øvrigt gælder følgende ved brugen af computere:
Det er forbudt at downloade fra internettet uden aftale med personalet.
Det er ikke tilladt at fortage installationer af egne programmer eller lignende.
Printning skal ske med omtanke, og printning af større projekter kræver aftale med en medarbejder.
Private computere:
Alle elever har en skolecomputer. Derfor skal private computere og tablets ikke medbringes i skolen. Der kan dog laves helt særlige aftaler, hvis det vurderes af skolen at der er en gyldig grund for dispensation.
Farligt legetøj:
Det er ikke tilladt at medbringe våben eller våbenlignende genstande i skole f.eks. knive eller andre spidse genstande.
Fyrværkeri er ikke tilladt på skolen.
Mobning
Læs skolens anti-mobbestrategi her
Regler for de fælles inde arealer:
Hver klasse har ansvaret for, at deres eget nærmiljø (området uden for klassens hjemlokale) dagen igennem er pænt og ryddeligt.
Personalekøkkenet og den administrative gang er som udgangspunkt kun for voksne.
Regler for udearealerne:
Der må ikke cykles i skolegården.
Der må ikke kastes med sten.
Det er kun tilladt at kaste med sne i områder, der er anvist af personalet.
Det er ikke tilladt at færdes på den anden side af hegnet rundt om søen.
Ansvar og forsikring:
Eleverne har selv ansvaret for de ting, som de medbringer i skolen.
Skolen anbefaler, at eleverne ikke tager penge og værdigenstande med i skole. Skolen har ingen erstatningspligt eller forsikring, der dækker skader eller tyveri.
Skolen anbefaler, at forældrene tegner en ulykkesforsikring for deres børn, idet skolens forsikring kun dækker personalet.