Bifrostskolen
Bifrostskolen er Ringsted Kommunes dagbehandlings- og specialskole for elever i socio-emotionelle udfordringer.
Eleverne er børn og unge i sårbare livssituationer, der for øjeblikket ikke er i stand til at indgå i det lokale fællesskab på en folkeskole.
Vi arbejder tæt sammen med Børne- og Familie afdelingen, Kompetenceenheden (PPR) og kommunens folkeskoler om at nå vores mål om, at eleverne atter kan indgå i folkeskolens fællesskaber, og at de som andre børn og unge skal blive så dygtige og trives så godt som de kan.
Skolen tilbyder 0-9. klasse og er beliggende i Benløse lidt udenfor Ringsted By. Børnetallet kan være svingende, men ligger omkring 35-45 elever.
Skolen er opdelt i 2 bygninger, hvor indskolingen og mellemtrinnet har skolegang i den ene bygning, hvor der også er SFO. Mens udskolingen råder over den anden bygning, hvor der også er administrationen og mødelokaler.
Vi sætter en ære i at være nærværende og omsorgsfulde i vores kontakt til børn og forældre, og vi er en skole, hvor alle kender hinanden, og hvor børn og voksne er gode til at samarbejde på tværs af klassene.
Personalegruppen består af lærer, pædagoger og pædagogmedhjælpere, som har en positiv og ressource orienteret tilgang til arbejdet med børn, og indgår i udviklende relationer til børnene og deres forældre.
Vi sætter børn og voksnes trivsel og udvikling højt. Vi hjælper hinanden og tager er fælles ansvar for, at Bifrostskolen er et fantastisk sted at gå i skole og arbejde.